Lars i København er vores hovedperson.

Lars in Copenhagen is our main character.

Han er en glad mand, altid med et smil.

He is a happy man, always with a smile.

Gaderne i byen er hans hjem.

The streets in the city are his home.

Han bor ikke på gaden, men han elsker at gå rundt.

He does not live on the street, but he loves to walk around.

En dag i maj, sker der noget sjovt.

One day in May, something funny happens.

Lars går i Kongens Have.

Lars walks in King's Garden.

Solen skinner og alt er smukt.

The sun is shining and everything is beautiful.

Men Lars er uheldig.

But Lars is unlucky.

Han sætter sig på en bænk.

He sits on a bench.

Bænken er nymalet.

The bench is freshly painted.

Lars tænker ikke over det.

Lars does not think about it.

Han sidder og ser på folk, på træerne, på solen.

He sits and watches people, the trees, the sun.

Da Lars rejser sig, er hans bukser farverige.

When Lars stands up, his pants are colorful.

De er ikke længere blå.

They are no longer blue.

Der er grøn, rød, gul, lilla og mange flere farver på dem.

There are green, red, yellow, purple, and many more colors on them.

Han griner.

He laughs.

"Se mig," siger han.

"Look at me," he says.

"Jeg er en regnbue.

"I am a rainbow."

" Og så går han videre.

And then he continues walking.

Nu er Lars farverig uanset hvor han går.

Now Lars is colorful wherever he goes.

Han efterlader farverige mærker.

He leaves colorful marks.

På caféer, i butikker, på busser.

In cafes, in shops, on buses.

Alle kender Lars nu.

Everyone knows Lars now.

De griner, når de ser ham.

They laugh when they see him.

De kan lide hans farverige bukser og hans glade smil.

They like his colorful pants and his happy smile.

Men der er et problem.

But there is a problem.

Lars kan ikke sidde ned hjemme.

Lars cannot sit at home.

Hans møbler bliver også farverige.

His furniture also becomes colorful.

Han vil jo ikke male sin sofa med hans bukser.

He does not want to paint his sofa with his pants.

Hvad skal han gøre?

What should he do?

Lars tænker og tænker.

Lars thinks and thinks.

Så får han en idé.

Then he gets an idea.

Han beslutter sig for at bruge sine gamle bukser.

He decides to use his old pants.

Han tager de farverige bukser af og lægger dem i en pose.

He takes off the colorful pants and puts them in a bag.

Han tager sine gamle bukser på.

He puts on his old pants.

Nu kan han sidde ned igen.

Now he can sit down again.

Hans sofa er ikke farverig længere.

His sofa is no longer colorful.

Lars går tilbage til bænken i Kongens Have.

Lars goes back to the bench in King's Garden.

Den er stadig farverig.

It is still colorful.

Han smiler og sætter sig ned.

He smiles and sits down.

Han har sine gamle bukser på.

He has his old pants on.

De bliver ikke farverige.

They do not become colorful.

Lars er glad.

Lars is happy.

Nu kan Lars gå rundt i København igen.

Now Lars can walk around Copenhagen again.

Han er ikke længere farverig.

He is no longer colorful.

Men alle husker ham stadig.

But everyone still remembers him.

Når folk ser den farverige bænk, tænker de på Lars.

When people see the colorful bench, they think of Lars.

De smiler, lige som Lars.

They smile, just like Lars.

Lars sætter sig ved et uheld på en nymalet bænk, men han gør også folk glad.

Lars accidentally sits on a freshly painted bench, but he also makes people happy.

Og Lars, han er også glad.

And Lars, he is happy too.

Han har fået en sjov historie at fortælle.

He has a funny story to tell.

Og han har lært, at han skal se på en bænk, før han sætter sig.

And he has learned that he should look at a bench before sitting.

Det er en god dag for Lars i København.

It is a good day for Lars in Copenhagen.