
Healing Hearts: Finding Strength After a Family Split
FluentFiction - Danish
Loading audio...
Healing Hearts: Finding Strength After a Family Split
Sign in for Premium Access
Sign in to access ad-free premium audio for this episode with a FluentFiction Plus subscription.
Astrid stod ved vinduet i klasselokalet på Skolen ved Sundet.
Astrid stood by the window in the classroom at Skolen ved Sundet.
Vinterens kolde vind slog mod ruden.
The cold winter wind beat against the pane.
Hun trak sin sweater tættere om sig og sukkede tungt.
She pulled her sweater closer around her and sighed heavily.
Siden hendes forældres skilsmisse var alting ændret.
Since her parents' divorce, everything had changed.
Hjemme var der konstant stilhed.
At home, there was constant silence.
Det var svært at vænne sig til.
It was hard to get used to.
"Hey, Astrid!"
"Hey, Astrid!"
kaldte Kasper, der kom hen til hende med et varmt smil.
called Kasper, who came over to her with a warm smile.
Han havde altid et godt humør.
He was always in a good mood.
Astrid tvang et smil frem.
Astrid forced a smile.
"Hej Kasper," svarede hun.
"Hi Kasper," she replied.
Han var hendes bedste ven og en lysende stjerne i den grå hverdag.
He was her best friend and a shining star in the gray everyday life.
I klassen sad de side om side.
In class, they sat side by side.
Astrid forsøgte at koncentrere sig om matematikken, men hendes tanker fløj væk.
Astrid tried to concentrate on math, but her thoughts wandered away.
Hun tænkte på sine forældre, som boede hver for sig nu.
She thought about her parents, who now lived separately.
Det var så underligt.
It was so strange.
Hun følte sig splittet mellem dem.
She felt torn between them.
Efter skolen gik Kasper ved hendes side gennem sneen.
After school, Kasper walked by her side through the snow.
"Du virker fjern, Astrid.
"You seem distant, Astrid.
Er alt okay?"
Is everything okay?"
spurgte han forsigtigt.
he asked gently.
Hun nikkede hurtigt, men hun kunne ikke skjule sin uro.
She nodded quickly, but she couldn't hide her unease.
En dag brast dammen.
One day the dam broke.
Kasper havde lavet en lille joke for at opmuntre hende, men Astrid kunne ikke lade være med at råbe: "Kan du ikke bare lade mig være?!"
Kasper had made a little joke to cheer her up, but Astrid couldn't help but shout, "Can't you just leave me alone?!"
Stilheden efter hendes udbrud var iskold som vintervejret.
The silence after her outburst was as icy as the winter weather.
Kasper så chokeret ud.
Kasper looked shocked.
Han gik væk uden et ord.
He walked away without a word.
Astrid følte straks skyld og skam.
Astrid immediately felt guilt and shame.
Hjemme sad hun alene i sit værelse.
At home, she sat alone in her room.
Tårerne løb ned ad hendes kinder.
Tears ran down her cheeks.
Hvorfor havde hun skubbet Kasper væk?
Why had she pushed Kasper away?
Hun tog sin telefon, men tøvede.
She took her phone but hesitated.
Stormen udenfor matchede hendes følelser indeni.
The storm outside matched her feelings inside.
Dagen efter i skolen kiggede Astrid efter Kasper.
The next day at school, Astrid looked for Kasper.
Hun så ham stå med et par venner.
She saw him standing with a few friends.
Modigt gik hun hen og trak ham til side.
Bravely, she went over and pulled him aside.
"Kasper, jeg er virkelig ked af det," mumlede hun og så ned i sneen.
"Kasper, I'm really sorry," she mumbled, looking down at the snow.
Kasper tøvede et øjeblik, men så lagde han armen om hende.
Kasper hesitated for a moment, but then he put his arm around her.
"Det er okay, Astrid.
"It's okay, Astrid.
Jeg er her.
I'm here.
Altid."
Always."
De gik en tur sammen, mens de talte om alting.
They took a walk together, talking about everything.
Astrid fortalte, hvordan skilsmissen havde påvirket hende.
Astrid shared how the divorce had affected her.
Kasper lyttede tålmodigt.
Kasper listened patiently.
Han var en klippe, stabil og stærk.
He was a rock, stable and strong.
Astrid følte en tung byrde lette fra sine skuldre.
Astrid felt a heavy burden lift from her shoulders.
Da de nåede tilbage til skolen, var himlen lysere.
When they got back to the school, the sky was brighter.
Astrid følte sig friere.
Astrid felt freer.
Hun vidste, at hun ikke behøvede at klare alting alene.
She knew she didn't have to handle everything alone.
Kasper ville altid være der for hende.
Kasper would always be there for her.
Og med tidens hjælp ville hun også finde fred med den nye familiesituation.
And with time's help, she would also find peace with the new family situation.
Vinteren var hård, men som altid ville foråret komme.
Winter was harsh, but as always, spring would come.
Og som sneen langsomt smelter, ville også hendes smerte fortage sig.
And as the snow slowly melts, so would her pain fade away.
I skolen ved Sundet fandt Astrid sin styrke igen - i venskabet og i sig selv.
At the school by the Sundet, Astrid found her strength again—in friendship and in herself.